Trykudligning i fridykning: Frenzel, Valsalva og mouthfill

Næsten alle fridykkere husker første gang, ørerne gjorde ondt på bunden af en svømmehal. Du var kun to-tre meter nede, holdet gik fint, og alligevel fik et skarpt tryk i ørerne dig til at vende om. Det er helt normalt. For de fleste begyndere er den reelle dybdegrænse ikke ilten, men trykudligningen.

Trykudligning er en motorisk færdighed, der kan læres, ligesom et svømmetag. Når du forstår, hvad der sker inde i øret, og hvorfor den klassiske teknik svigter med hovedet nedad, bliver vejen til en mere behagelig nedstigning meget tydeligere. Denne guide gennemgår fysikken, anatomien, de to vigtigste teknikker, idéen bag mouthfill, tørre øvelser og sikkerhedsreglerne.

Hvorfor ørerne gør ondt på to meter

Ved overfladen er du under cirka 1 bar atmosfærisk tryk. Hver 10. meter havvand lægger omtrent endnu en bar til. På 10 m er det samlede, eller absolutte, tryk altså omkring 2 bar; på 20 m 3 bar; på 40 m 5 bar.

Boyles lov siger, at ved konstant temperatur er en gas' volumen omvendt proportional med trykket. Fordobles trykket, halveres volumenet. Alle luftrum i kroppen følger denne regel: lunger, bihuler, maske og mellemøre. Stive luftrum som mellemøret kan ikke skrumpe, så i stedet trækkes det omgivende væv ind i dem, og trommehinden buler indad.

Den praktiske konsekvens strider mod intuitionen: det sværeste for ørerne er ikke bunden af dykket, men starten. Mellem overfladen og 10 m halveres luftvolumenet. Mellem 30 og 40 m skrumper det kun med en tyvendedel af det oprindelige. Begyndere mærker ofte smerte på to-tre meter, netop fordi den relative ændring er så stejl dér.

Inde i øret: trommehinde, mellemøre, øretrompet

Den ydre øregang er åben mod vandet og har derfor altid samme tryk som omgivelserne. Bag trommehinden ligger mellemøret, et lille luftfyldt hulrum i knoglen med de tre bittesmå øreknogler, der leder lyden videre. Længere inde ligger det væskefyldte indre øre, som står for hørelse og balance.

Mellemørets eneste forbindelse til luften udenfor er øretrompeten (det eustakiske rør), en smal kanal, der løber nedad og fremad til bagsiden af næse og svælg, næsesvælget. Normalt er den lukket. Når du synker eller gaber, åbner den sig et øjeblik; det er sådan, dine ører tilpasser sig i et fly.

At udligne er altså bare at skubbe lidt luft fra næsesvælget op gennem øretrompeterne, før trykforskellen bliver stor. Venter du for længe, kan forskellen klemme øretrompeten i, og ingen anstrengelse kan så åbne den uden risiko². Samme logik gælder masken: pust lidt luft ind i den gennem næsen på vej ned, så den ikke suger sig fast i ansigtet.

Valsalva: teknikken, alle starter med

Valsalvamanøvren er det, de fleste gør instinktivt: klem om næsen, luk munden og pust blidt, som om du prøver at ånde ud gennem en tilstoppet næse. Trykket kommer fra bryst- og mavemusklerne, som klemmer lungerne og skubber luft mod svælget og op i øretrompeterne.

På de første meter, især med hovedet opad, virker det ofte. I fridykning har den tre begrænsninger:

• Med hovedet nedad er luften det forkerte sted. Når du dykker med hovedet først, ligger luften i lungerne ude mod fødderne, væk fra hovedet. Brystkassen skal skubbe den hele vejen op, og det bliver besværligt og ineffektivt.
• Den kræver luft i lungerne. Efterhånden som dybden presser lungerne sammen, er der mindre og mindre luft at skubbe med, og Valsalva holder gradvist op med at virke.
• Det er let at presse for hårdt. En kraftig Valsalva øger trykket i brystkassen og kan sende en trykbølge videre til det indre øre. Forcerede Valsalva-forsøg forbindes med barotraume i det indre øre, som kan skade hørelse eller balance². Den koster også muskelarbejde og dermed ilt.

Frenzel: fridykkerens teknik

Frenzelmanøvren bruger en meget mindre motor: tungen. Med næsen klemt sammen lukker du glottis (ventilen øverst i luftrøret, den der lukker, når du holder vejret eller løfter noget tungt). Det isolerer lungerne. Derefter skubber du tungeroden op og tilbage som et stempel, så du presser den lille mængde luft i munden og næsesvælget sammen og sender den op i øretrompeterne.

Fordi Frenzel kun bruger den luft, der allerede er i hovedet, virker den med hovedet nedad, kræver meget lidt kraft og holder brystkassen afslappet. Den giver også finere kontrol over trykket: en række små, bløde skub i stedet for ét stort pust. Derfor er den standardteknikken på fridykkerkurser³.

Valsalva presser med hele brystkassen. Frenzel skubber med tungen. I fridykning vinder den mindste motor.

Dybere: idéen bag mouthfill

Selv Frenzel kræver lidt luft i munden. Jo dybere du kommer, og jo mere lungerne skrumper, desto sværere bliver det at hente luft fra lungerne op i munden til hver ny udligning. Mouthfill er dybdedykkernes løsning: på et tidspunkt under nedstigningen tager de en stor luftreserve op i munden, så kinderne puster sig op, låser glottis og bruger reserven med tungen resten af vejen ned.

Hvilken dybde mouthfill tages på, og hvordan den forvaltes, afhænger af lungevolumen, fleksibilitet og erfaring. Det er en avanceret teknik, der skal læres gradvist i vandet, på dybde, med en instruktør. Indtil videre er det nok at vide, at den findes: hvis Frenzel virker for dig ned til en vis dybde og så holder op, er det ofte dér, mouthfill begynder.

Tørre øvelser til at lære Frenzel

Frenzels grundbevægelse kan læres på land, siddende ved et skrivebord. Lav øvelserne blidt, i korte sessioner, og stop, hvis noget gør ondt.

1. Find din glottisTag en lille indånding, og hold den med åben mund. Du bør mærke en ventil lukke i halsen: det er glottis. Sig et kort, hårdt "k", og læg mærke til, hvordan tungeroden rører den bløde gane.
2. Isolér lungernePrøv at ånde ud med lukket glottis. Intet bør bevæge sig. Klem nu om næsen, luk læberne, og hold glottis lukket.
3. Brug tungen som stempelHold alt lukket, og skub tungeroden op og tilbage, som om du siger "k" eller "t" uden lyd. Luften i munden presses sammen. Puster kinderne sig op, går luften den forkerte vej; hold dem faste.
4. Mærk klikketNår skubbet når øretrompeterne, mærker du måske et blødt klik eller en fyldt fornemmelse i begge ører. Korte, bløde skub er nok. Sker der ingenting, så pres ikke hårdere; slap af, og prøv igen senere.
5. Øv rytmenNår det virker, så gentag nogle bløde skub i træk, og øv derefter med hagen let trukket ind, den hovedstilling du har under nedstigningen.

Hvor ofte skal du udligne?

Svaret følger direkte af Boyles lov. Fordi volumenet ændrer sig hurtigst nær overfladen, udligner du tidligt og ofte i starten af dykket og sjældnere, jo dybere du kommer.

• Før du forlader overfladen kan en blid forudligning hjælpe, så længe den er blid.
• På de første meter udligner du meget ofte. Mange instruktører anbefaler cirka hver meter, eller så snart du mærker det mindste tryk.
• Dybere nede bliver intervallerne naturligt længere, fordi hver meter ændrer volumenet mindre.
• Før ubehaget, ikke efter. Mærker du smerte, er du allerede for sent på den, og øretrompeten kan være sværere at åbne.

Langsom start på nedstigningen gør det hele lettere. Afslapning hjælper også: spændinger i nakke, kæbe og hals gør det sværere at åbne øretrompeterne. Den ro, du opbygger med vejrtrækningsøvelser og tørre tabeller, er direkte nyttig her. Når det gælder dybde, er dykkerrefleksen den anden del af fysiologien, der er værd at forstå.

Pres aldrig på: barotraume og tilstopning

Barotraume i mellemøret, den mest almindelige dykkerskade, opstår, når trykforskellen over trommehinden bliver for stor¹. Det kan gå fra en blodansamling i trommehinden til et hul i den. Kommer der vand ind i mellemøret gennem en perforeret trommehinde, kan det give pludselig svimmelhed, hvilket er farligt i vandet. Barotraume i det indre øre er sjældnere, men mere alvorligt.

• Gå til læge, hvis du efter et dyk har vedvarende smerter, blod fra øre eller næse, nedsat hørelse, ringen for ørerne eller svimmelhed.
• Dyk ikke med forkølelse, bihulebetændelse eller opblussen af allergi. Tilstopning gør øretrompeterne snævrere og gør barotraume langt mere sandsynligt. Næsespray kan miste virkningen undervejs; spørg en læge i stedet for at stole på den.
• Lægens råd først, hvis du tidligere er opereret i øret, har haft hul på trommehinden, har hjerte- eller lungesygdom eller epilepsi, eller hvis du er gravid.
• Lær det i vandet hos en certificeret instruktør (AIDA, Molchanovs, SSI, PADI Freediver eller tilsvarende). En instruktør kan se din teknik, opdage spændinger og guide dine første nedstigninger langs linen sikkert.

Ofte stillede spørgsmål