Blackout i fridykning: hvorfor det sker, og hvordan du forebygger det

De fleste fridykkere, der har haft en blackout, beskriver det samme: Der var intet øjeblik af kamp, ingen følelse af at drukne. Det ene øjeblik var de ved at afslutte et dyk eller et hold, det næste lå de og hostede i overfladen, mens en makker holdt deres hoved. Nogle kan slet ikke huske at have mistet bevidstheden.

Det er det, der gør hypoksisk blackout til det centrale sikkerhedsemne i fridykning. Den er ikke sjælden blandt dem, der presser deres grænser, den giver ikke pålidelige advarselstegn, og i vandet kan den blive til drukning på få øjeblikke. Den gode nyhed er, at den er velforstået. Årsagerne er kendte, tidspunktet er forudsigeligt, og reglerne, der forhindrer den i at blive en ulykke, er enkle. Denne artikel forklarer først mekanismen, for regler er meget lettere at overholde, når man forstår, hvorfor de findes.

Hvad en hypoksisk blackout er

Under et hold bliver din krop ved med at forbruge ilt. Hjernen er det organ, der er mest følsomt over for mangel: Når ilttrykket i det arterielle blod falder under et kritisk niveau, kan den ikke længere opretholde bevidstheden og slukker. Det er en hypoksisk blackout, også kaldet synkope. Det er en slags beskyttende nedlukning, fordi en bevidstløs hjerne forbruger mindre, men den fjerner enhver evne til at handle.

Uden for vandet er en blackout under et hold som regel kortvarig: Når bevidstheden er væk, tager åndedrætsrefleksen over, og vejrtrækningen starter af sig selv. I vandet bliver netop den refleks faren. Er luftvejene under overfladen, når vejrtrækningen starter igen, indåndes der vand. Derfor er en blackout i vandet en nødsituation, mens en blackout på en seng, selv om den aldrig er ubetydelig, normalt ikke er det.

Trænede apnøister tåler overraskende lave iltniveauer i blodet under maksimale hold³. Netop den tolerance gør dem sårbare: Jo bedre du bliver til at holde dig rolig i hypoksi, jo tættere kan du komme på tærsklen uden at mærke det.

Hvorfor den ofte kommer uden varsel

Den fornemmelse, der afslutter de fleste hold, åndedrætstrangen efterfulgt af kontraktioner i mellemgulvet, udløses primært af stigende kuldioxid, som registreres af kemoreceptorer i hjernestammen og ved halspulsårerne². Din krop har en følsom alarm for CO₂ og en meget svagere alarm for ilt. Iltmangel i sig selv giver kun lidt ubehag. Når den bliver værre, sløver den snarere dømmekraft og opmærksomhed, end den slår alarm.

I et normalt hold ligger de to tidslinjer langt fra hinanden: CO₂ driver dig til at trække vejret længe før ilten bliver kritisk. Alt, hvad der bringer dem tættere sammen, øger risikoen. De to klassiske syndere er hyperventilation før holdet og, ved dybdedykning, opstigningen.

Din krop har en høj alarm for kuldioxid og næsten ingen for ilt. Blackout sker i hullet mellem de to.

Hyperventilation: den klassiske udløser

At hyperventilere vil sige at trække vejret hurtigere eller dybere, end kroppen har brug for. Det skyller CO₂ ud af blodet, nogle gange voldsomt. Det, der næsten ikke ændrer sig, er ilten: I hvile er hæmoglobinen i dit arterielle blod allerede næsten fuldt mættet, så ekstra åndedrag lægger meget lidt til dit lager.

Konsekvensen blev beskrevet af Craig i 1961 i en undersøgelse af svømmere, der mistede bevidstheden under vandet¹. Efter at have hyperventileret begyndte svømmerne holdet med lavt CO₂. Åndedrætstrangen kom meget senere end normalt, men deres iltreserve var ikke vokset tilsvarende. Ilten nåede et kritisk niveau, før CO₂-alarmen gik i gang, og de mistede bevidstheden, mens de stadig følte sig i stand til at fortsætte.

Fælden er, at hyperventilation føles, som om den virker. Holdet bliver længere og mere behageligt, i hvert fald i starten. Det, du reelt har gjort, er at skubbe advarslen tilbage og lade faren blive, hvor den var. Derfor forbyder alle seriøse fridykkerskoler det, og derfor er forberedelsesvejrtrækningen i guiden til vejrtrækningsteknikker rolig og langsom med en lang udånding, ikke hurtig og kraftig.

Blackout under opstigning ved dybdedykning

Dybden tilføjer en anden mekanisme, ofte kaldet shallow water blackout. Udtrykket er gennem årene blevet brugt om forskellige ting, så det er værd at beskrive, hvad der faktisk sker².

Vandtrykket stiger med omkring én atmosfære for hver 10 meter. På 10 m er trykket omkring dig dobbelt så højt som i overfladen, og luften i dine lunger presses sammen til cirka halvdelen af sit rumfang. Ilten i luften presses også sammen, så dens partialtryk, det tryk, der driver ilten fra lungerne over i blodet, stiger. I dybden optager dit blod derfor let ilt, selv om du forbruger den.

På vej op vender processen. Når trykket falder, udvider lungerne sig, og partialtrykket af den resterende ilt falder, hurtigt, og hurtigst i den laveste del af opstigningen, hvor trykket ændrer sig mest relativt set. En dykker, der havde det fint i bunden, kan opleve, at ilttrykket i lungerne falder under det, hjernen har brug for, på de sidste meter eller lige efter overfladen. Fordi blodet er et øjeblik om at komme fra lungerne til hjernen, kan blackouten indtræffe, efter at dykkeren er kommet op og endda har taget et første åndedrag.

Der følger to praktiske konklusioner. For det første siger det at have det godt i dybden ikke meget om, hvordan du vil have det i overfladen. For det andet er det ikke dykkets afslutning at komme op: Det er et af dets farligste øjeblikke. Dybdedykning bør kun læres på et certificeret kursus (AIDA, Molchanovs, SSI, PADI Freediver eller tilsvarende), hvor disse mekanismer undervises i vandet af kvalificerede instruktører.

Tab af motorisk kontrol: samba

Mellem fuld kontrol og fuld blackout er der nogle gange et mellemstadie: tab af motorisk kontrol, af fridykkere kaldt samba. Dykkeren er stadig delvist bevidst, men kan ikke længere styre sin krop ordentligt. Det kan ligne rysten eller rykvise bevægelser af hoved og arme, et ufokuseret blik eller manglende evne til at holde ansigtet over vandet eller gennemføre en enkel overfladeprotokol.

En samba er et tegn på svær hypoksi. Den betyder, at dykkeren er gået for langt, og den kan udvikle sig til en fuld blackout. Makkeren skal behandle den præcis som en blackout: komme helt tæt på, støtte hovedet og holde luftvejene over vandet, til dykkeren tydeligt er kommet sig. Dykkeren skal derefter afslutte sessionen.

Risikoen ved tørtræning

Træning uden for vandet, liggende i en seng eller på en sofa, er den sikreste måde at øve statisk apnø på egen hånd, og det rette sted for CO2-tabeller og de fleste andre øvelser. Risikoen er lavere af to grunde: Du presser normalt ikke dit absolutte maksimum, og mister du bevidstheden, starter vejrtrækningen igen i luften og ikke under vandet.

Lavere er ikke nul. En blackout stående kan føre til et fald og en hovedskade. En blackout bag rattet ville naturligvis være katastrofal. Og at holde vejret i et badekar, et svømmebassin eller noget som helst vand uden en uddannet makker genskaber præcis betingelserne for drukning: Der har været dødsulykker under apnøtræning alene i vand, også i badekar og svømmebassiner. Tørt betyder tørt.

Makkersystemet

Alle sikkerhedsregler i fridykning koger ned til én idé: Det er sjældent selve blackouten, der dræber, men fraværet af nogen, der kan hjælpe. En dykker, der får blackout ved siden af en opmærksom, uddannet makker, trækker som regel vejret igen inden for få øjeblikke. Makkersystemet er måden at organisere det på.

1. Én oppe, én nedeKun én person holder vejret ad gangen. Den anden er i overfladen, trækker vejret normalt, er fuldt fokuseret på dykkeren og tæt nok på til at nå frem på få sekunder.
2. Makkeren kender planenAftal før hvert dyk eller statisk forsøg måltid eller måldybde og et signal. I statisk bekræfter et let tryk og et fingersignal med jævne mellemrum, at dykkeren reagerer.
3. I dybden møder makkeren dykkerenMakkeren dykker ned for at møde dykkeren på den sidste del af opstigningen og kommer op ved siden af og holder øje med ansigtet, fordi det er her, blackout er mest sandsynlig.
4. Hold øje til fuld restitutionFortsæt med at holde nøje øje efter overfladen. Mange kurser lærer mindst 30 sekunder; det reelle kriterium er, at dykkeren trækker vejret normalt, reagerer og er tydeligt klar.
5. Byt kun roller efter restitutionMakkeren dykker først, når den forrige dykker er helt restitueret og klar til at holde øje i sin tur.

En makker er kun nyttig, hvis vedkommende er uddannet til at genkende et problem og reagere på det. At holde vejret ved siden af en ven, der ikke aner, hvordan en samba ser ud, er ikke et makkersystem.

Hvad du gør, hvis din makker får blackout

Dette afsnit forklarer det generelle princip, så du forstår, hvad et kursus vil lære dig. Det er ikke førstehjælpsundervisning, og at læse det forbereder dig ikke på at udføre en redning. Redningsteknikker skal læres og øves i vandet med en instruktør.

Princippet er at beskytte luftvejene og hjælpe vejrtrækningen i gang igen. Redderen bringer dykkerens ansigt op af vandet og holder det der, støtter hovedet og holder mund og næse fri. Masken tages af, så ansigtet er i fri luft. Derefter følger den klassiske sekvens, ofte opsummeret som blæs, klap, tal: blæse hen over øjne og ansigt, klappe let på kinden og tale til dykkeren og sige, at vedkommende skal trække vejret. Disse stimuli hjælper ofte vejrtrækningen i gang. Starter den ikke hurtigt igen, kræver situationen alarmering af redningstjenesten og de teknikker til kunstigt åndedræt og genoplivning, der undervises på et førstehjælps- og fridykkerredningskursus.

Advarselstegn, der nogle gange viser sig

Det vigtigste at vide om advarselstegn er, at de er upålidelige. Mange blackouts sker helt uden dem. Men når de viser sig, skal de afslutte holdet med det samme. For dykkeren selv kan de omfatte:

• Synsforstyrrelser: tunnelsyn, mørkfarvning eller besvær med at fokusere.
• Usædvanlige fornemmelser: prikken, en følelse af varme eller velvære eller et pludseligt fravær af ubehag sent i et hårdt hold.
• Ændret tænkning: forvirring, tab af tidsfornemmelse eller en vag, drømmeagtig tilstand.
• Tab af koordination: klodsede hænder, besvær med en enkel bevægelse.

Bemærk, at flere af disse føles behagelige snarere end alarmerende. Det er problemet med hypoksi: Den skræmmer dig ikke, den afvæbner dig. En makker kan se tegn, som dykkeren ikke selv opfatter: et tomt blik, en forsinket eller manglende reaktion på et signal, læber der bliver blålige, små trækninger, et finneslag der bliver langsommere eller stopper, eller luft der slipper ud af munden.

Kontraktioner er derimod ikke et advarselstegn for blackout. De er CO₂-alarmen, der gør sit arbejde, som forklaret i vores artikel om kontraktioner i apnø. Men pas på den omvendte konklusion: Ingen kontraktioner betyder ikke, at du er sikker, især ikke hvis du har trukket vejret for meget forinden. Ved tørtræning kan du med timeren i Anima Apnea notere, hvornår din første kontraktion kommer. Kommer den pludselig meget senere end normalt, så spørg dig selv, hvordan du trak vejret før holdet.

Ofte stillede spørgsmål